Der findes dage... Af Karen-Marie Lillelund
Der findes dage…
Der findes dage, hvor selv en kommunikationskonsulent må gi’ op. Man overgiver sig til sjælens luner og forsøger at komme i klammeri med alle, der befinder sig i en radius af en kvadratkilometer
Først er det en ældre dame i min bebyggelse. Hun har besluttet sig for på egen hånd at holde flest muligt mennesker væk fra det, hun med veludviklet selvretfærdighed kalder privat område.
Privat område! Det er takken man får for at rejse land og rige rundt og tale om humor. Man er så lidt hjemme at naboerne tror, det er ulovlig indtrængen, når man prøver at lufte sin hund. Det skal hævnes. Damen får en eksplosion af tilbageholdt irritation i hovedet. Et helt livs ærgrelser i ét brøl. Samtlige dårlige oplevelser i butikker, i busser, i offentlige institutioner og i bilkøer vælter ud i hovedet på denne ældre medborger. Jeg blæser hendes frisure bagover så ikke engang hårnettet kan holde på den.
Jeg hører mig selv, kommunikationskonsulenten, aflevere den klassiske og meget belastede formulering, at vi ”faktisk er nogen”, der bor her og i øvrigt har ligeså meget ret til at lufte hund omkring bebyggelsen, som hun har til at benytte sit gangstativ på fællesarealerne. Efter den svada forlader jeg damen, som højst sandsynligt har fået et nyt syn på begrebet ”beskyttet bolig” efter dette.
Så fortsætter jeg ufortrødent mod næste oplagte mål: Familien.
Umiddelbart er der ikke noget at angribe. Pæne spørgsmål bliver stillet og besvaret. ”Vil du ha’ kaffe?” – ”ja, tak”. Svært at bliver vred over. Et kvarters tid forløber roligt og da dramaet udebliver, beslutter jeg mig for selv at sætte det i gang med ordene: ”Elsker du mig?” Det hører ikke til i kategorien af svære trick-spørgsmål, for enhver mand med respekt for sig selv ved at det skal besvares uden tøven med et højt og rungende ”ja”. Alligevel er der altid mulighed for at falde i. Det er ikke det han siger ja, det er måden altså at han si’r det på. I dag afleveres hans ”ja” lidt ukoncentreret, fordi computeren har taget i hvert fald 80 procent af hans opmærksomhed. Og så bryder helvede løs.
Alle små irritationsmomenter fra vores fælles dagligdag bliver nu revet ned fra hylderne og brugt som bevisførelse i sagen om, hvem der er nemmest at elske i vores forhold. Hvor nemt er det egentlig at få hverdagen til at fungere, når kæresten glemmer at skrue låget på tandpastatuben og gentagne gange krøller det bevidst henslængte cremefarvede tæppe i sofaen. Jeg føler mig som en ildsprudlende drage som jeg står der i stuen og prøver at få gang et godt gammeldags skænderi. Men jeg kæmper forgæves. Min kæreste vil ikke slås, så jeg må trække mig tilbage med det velkendte feminine og stærkt fornærmede udtryk i ansigtet, som lægger op til legen. ”Gæt hvad jeg er skide sur over”.
Resten af dagen skælder jeg ud på løst og fast. Kaffemaskiner, gravhunde, computere. Jeg diskuterer med folk i TV og er klar til at emigrere, hvis de ikke svarer. Til sidst falder jeg udmattet om på min seng. Jeg kravler under dynen og ser i øjnene, at jeg må forsøge at forberede mig mentalt på dagen i morgen, hvor jeg skal undervise i fredelig konfliktløsning og ligeværdig kommunikation.
En klumme af Karen-Marie Lillelund, kommunikationskonsulent og bakkesangerinde, Potentiale