Lars Klingerts tanker om vanskelige personer
Når kommunikationen med andre mennesker ikke bliver, som vi havde tænkt eller håbet, kan selvtilliden lide et knæk. For hvis vi ikke kan regne med os selv, hvem kan vi så regne med? Hvad er det, der opstår, når vi ”ufrivilligt” reagerer med nervøsitet, vrede, utryghed, modstand, stædighed, konfliktskyhed, konfliktoptrapning, aggression, passivitet el.lign.?
De fleste mennesker har prøvet, at selvom man kender sig selv vældig godt i en bestemt situation, kan der opstå uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. Man kan på forhånd have besluttet sig for ikke at lade sig påvirke af andres urimelige adfærd. Alligevel påvirkes man og det kan præge ens egen attitude.
Når vi møder vanskelige personer eller selv er den vanskelige, går det også ofte ud over kommunikationen. Der kan komme reaktioner fra os selv og omvedenen, som vi ikke helt har styr på.
I vanskelighedens kompleksitet er indlagt destabilisering som et uundgåeligt element, men derfor behøver vi ikke miste evnen til god kommunikation. Hvis vi kan holde fast i den som en forankring, kan netop det gode kendskab til os selv være stabiliteten i en fleksibel balance mellem ro og håndtering af vanskelige personer/situationer.
Intet er bedre, end når vi med sikkerhed kan gentage en succes. Det vil sige, når vi ikke er underlagt automatluner fra os selv, men tværtimod har den optimale sunde selvkontrol og gennemslagskraft som en del af vores adfærdsrepertoire.
Den vanskelige person er som regel ikke faren i sig selv, men det kan vores modtagelse af og reaktion på den vanskelige blive, hvis der er risiko for, at de gode kommunikationsevner mindskes.
Konferencen Sådan håndterer du vanskelige personer giver dig nogle metoder til at komme videre, når vanskelige personer opleves blokerende og kommunikationsforstyrrende.
Lars Klingert