LeanSigma – det bedste fra to verdener!
Af: Michael Leck, Implement
Der er et par ting, som går igen i de fleste af de mange virksomheder, der med succes har implementeret Lean, som jeg kender til:
En fantastisk høj grad af medarbejderinvolvering samt en befriende kort tidsafstand fra forbedringsidé til handling og test af, om ideen virker. Gentagende Plan, Do, Check, Act for folket.
Der er et par ting, som går igen i de fleste af de lidt færre virksomheder, der med succes har implementeret Six Sigma, som jeg kender til:
En forbilledlig systematik i tilgangen til problemløsning samt et eksemplarisk fokus på måling og dokumentation af de forretningsmæssige resultater af indsatserne. Solid Define, Measure, Analyse, Improve og Control for matematikkerne.
Vigtighed og handling
Der er ingen tvivl om, at begge metoder, Lean og Six Sigma, har vist deres værd, og gennem årene har virksomheder groft sagt valgt at tilslutte sig enten Lean eller Six Sigma som gennemgående optimeringsfilosofi. Der har været tegnet et billede af, at Lean-virksomheder var de, som relativt ukritisk sprang i værktøjskassen og gav sig i kast med forandringer. Handling frem for vigtighed. Six Sigma- virksomheder var de, som gav sig god tid til at beskrive business casen, forstå problemet og løse problemet systematisk. Vigtighed frem for handling.
Tag ved lære af hinanden
Begge metoder har store fordele, og begge metoder har centrale ting at lade sig inspirere af hos hinanden.
Six Sigma-virksomheder kan med fordel lære af Lean på følgende områder:
- Skab mere bredde i medarbejderinvolveringen og gør metoder og værktøjer mere jordnære og i øjenhøjde, så det ikke bliver ”elitens projekt”.
- Hastighed er til tider fordelagtigt – organisationen kører ofte træt i de mange langstrakte projekter med mere snak end handling.
- Sikre, at processer, som optimeres, ikke blot er ikkeværdiskabende processer, som egentlig helt skal elimineres. Hvorfor optimere noget, der ikke skal bruges.
Lean-virksomheder kan med fordel lære af Six Sigma på følgende områder:
- Få mere stringens og struktur på større forandringsprojekter gennem anvendelse af eksempelvis DMAIC-modellen.
- Anvend reelle data og målinger før, under og efter forandringerne i langt højere grad. Og inddrag de finansielle controllere for at sikre godkendte beviser for opnåelsen af forretningsmæssige resultater.
- Sikre, at processer, som optimeres, også bliver stabile som en del af optimeringen. Eventuelt skjult varians bag ikke fyldestgørende gennemsnitsbetragtninger vil ødelægge resultatet af forbedringen.
LeanSigma – et stærkt ægteskab
Det er åbenlyst, at sammenkoblingen af det bedste fra to verdener bliver en stærk kombination. Jeg vil derfor meget hellere tale både og i stedet for
enten eller.
Så forestil dig, at din optimeringsfilosofi spiller på begge heste. Lean anvendes hovedsagligt til at identificere hovedprocesser og værdiskabende aktiviteter, til at indføre de åbenlyse forbedringsmuligheder og til at sikre løbende forbedringer gennem bred medarbejderinvolvering. Parallelt anvendes Six Sigma til struktureret at identificere årsager til variation i processerne, og hermed er der mulighed for at mindske variationen – øge processens styrke. Resultatet er processer med et minimum af såvel ikke-værdiskabende aktiviteter som ukontrollabel varians.
Så frygt ikke ægteskabet. Den synergieffekt, der kan opnås, vil komme forbedringsarbejdet til gode og resultere i en endnu bedre forretning til glæde for både medarbejdere og kunder. Og i sidste ende er det det, begge metoder er sat på jorden for.
Confex Danmark har uddannelser inden for både Lean og Six Sigma.
Oversigt over Lean uddannelser med start i efteråret 2009
Klik på ovenstående link for at gå til en oversigt over Lean uddannelserne i dette efterår, eller klik på et af nedenstående link for at gå direkte til en beskrivelse af uddannelserne.
Læs mere om
Six Sigma projektmodel